Ofte stillede spørgsmål
Om senfølger og vores speciale
Hvad er senfølger efter kræftbehandling?
Senfølger er de fysiske og psykiske eftervirkninger, der kan opstå i tiden efter en kræftbehandling er afsluttet – ofte måneder eller år senere. Det kan for eksempel være smerter, nedsat bevægelighed i skulder og arm, arvæv efter operation eller stråling, og lymfødem (hævelse) efter fjernelse af lymfeknuder. Senfølger er lægefagligt anerkendte og velkendte – de er ikke et tegn på, at noget er gået galt, men en naturlig konsekvens af en gennemgribende behandling.
Hvem behandler I hos Klinik Vivo?
Vi er specialiseret i senfølger efter kræftbehandling, vi ser brystkræftpatienter, patienter med kræft i underlivet, modermærkekræft, hoved/hals kræft, prostatakræft m.fl.. Mange af vores patienter kommer til os måneder eller år efter, deres behandling er afsluttet, når de oplever, at kroppen ikke fungerer, som den gjorde før. Som hovedregel gælder - jo før du kommer, jo bedre. Det er bedre at forebygge, end at se tiden an.
Er det normalt stadig at have gener, selvom jeg er erklæret færdigbehandlet?
Ja. Det er en af de mest almindelige oplevelser, vi møder: det offentlige behandlingssystem betragter én som som færdigbehandlet, men kroppen kan stadig have brug for hjælp længe efter. Du skal ikke føle, at du overreagerer eller “brokker dig over ingenting” – senfølger er en reel, anerkendt del af at have haft kræft, og der findes hjælp.
Hvordan adskiller jeres behandling sig fra almindelig fysioterapi?
Det kræver en anden og mere specifik faglighed at arbejde med senfølger efter kræft end almindelig fysioterapi. Håndtering af lymfødem, genoptræning af arvæv efter operation og stråling, og forståelse for, hvordan kroppen reagerer efter en kræftbehandling, er kompetencer, som langt de fleste fysioterapeuter uden for dette felt hverken er specialuddannet i eller har erfaring med. Hos os er det vores kernefaglighed.
Hjælper I også med den psykiske side af at leve med senfølger?
Ja. Mange af vores patienter oplever også bekymringstanker, frygt for tilbagefald eller søvnproblemer efter en kræftbehandling. Vi arbejder derfor både med den fysiske genoptræning og, med den psykologiske/ mentale side af at leve med senfølger – blandt andet gennem metakognitiv terapi. Du kan læse mere om metakognitiv terapi HER.
Konkrete spørgsmål om symptomer og senfølger
Kan arvæv give smerter flere år efter operation for brystkræft?
Ja, det kan det godt. Arvæv kan blive stift og sætte sig fast i det omkringliggende væv, og det kan give smerter, spændingsfornemmelse eller nedsat bevægelighed – også flere år efter operationen. Desuden vil et ar altid påvirke bindevævet i kroppen og derfor kan kroppen reagere lang tid efter operation og heling er overstået. Det er ikke et tegn på, at noget er galt med selve operationen, men et udtryk for, at vævet stadig kan have gavn af målrettet behandling.
Kan man gøre noget for at forebygge lymfødem?
Ja, der er flere ting, der kan mindske risikoen – blandt andet rigtig brug af armen i hverdagen, gradvis genoptræning af styrke, og at være opmærksom på tidlige tegn på hævelse, så man kan reagere hurtigt. Risikoen kan ikke fjernes helt, men den kan i mange tilfælde reduceres betydeligt med den rette vejledning. Læs meget mere om lymfødem her
Hvorfor er min skulder eller arm stiv efter en brystkræftoperation?
Stivhed skyldes ofte en kombination af selve operationen, ar i vævet, og at man ubevidst har skånet armen i en periode efter behandlingen. Det er en meget almindelig senfølge, og i de fleste tilfælde kan bevægeligheden forbedres markant med den rette, målrettede genoptræning og behandling. Du kan læse meget mere om emnet via vores brystkræftside her.
Må jeg styrketræne, hvis jeg har eller er i risiko for lymfødem?
Ja – faktisk tyder den nyeste viden på, at gradvis, korrekt tilrettelagt styrketræning kan være med til, at mindske risikoen for lymfødem snarere end at øge den, i modsætning til den ældre anbefaling om at skåne armen. Det vigtige er, at det sker gradvist og under kyndig vejledning, tilpasset din situation. Læs mere på vores side om lymfødem
Hvor lang tid tager det for stråleskadet hud og væv at hele?
Det varierer meget fra person til person. Den akutte hudreaktion klinger som regel af i løbet af nogle uger til få måneder, men forandringer dybere i vævet – som stivhed eller fortykkelse – kan udvikle sig gradvist over flere år. Det er derfor aldrig for sent at få undersøgt, om der er noget at hente ved målrettet behandling, selvom det er lang tid siden strålebehandlingen.
Hvad er forskellen på lymfødem og almindelig hævelse efter en operation?
Almindelig hævelse efter en operation aftager typisk af sig selv i løbet af uger. Lymfødem er en vedvarende hævelse, der skyldes, at kroppens lymfesystem har sværere ved at transportere væske væk, ofte efter fjernelse af lymfeknuder eller strålebehandling. Er du i tvivl om, hvad du oplever, er det en god idé at få det vurderet tidligt, da lymfødem er nemmere at holde i skak, jo tidligere det opdages.
Kan senfølger opstå, selvom det er flere år siden min behandling?
Ja, det er faktisk ret almindeligt. Nogle senfølger, særligt relateret til stråling og arvæv, kan udvikle sig gradvist og først give tydelige gener flere år efter, behandlingen er afsluttet. Det betyder ikke, at man har overset noget – det er bare sådan, kroppen nogle gange reagerer over tid.
Hvorfor gør det stadig ondt, selvom operationssåret er helet?
Det er en af de mest almindelige bekymringer, vi møder. Selvom huden er helet, kan det underliggende væv, nerverne og arvævet stadig være følsomt eller stramt, hvilket kan give smerter længe efter, det ser ud til at være overstået udadtil. Det er en reel og anerkendt senfølge – ikke noget, man indbilder sig.
Pris og forsikring
Hvad koster en behandling hos jer?
Prisen afhænger af behandlingstype og forløb. Du kan se en oversigt over vores priser her. Vi hjælper også gerne med at afklare, om du kan få tilskud gennem en sundhedsforsikring – se nedenfor.
Dækker min sundhedsforsikring behandlingen?
Det afhænger af dit forsikringsselskab. Flere danske sundhedsforsikringer dækker i dag behandling af senfølger efter kræft, enten helt eller delvist. Vi anbefaler, altid, at du kontakter dit forsikringsselskab og spørger specifikt ind til dækning af fysioterapi ved senfølger efter kræftbehandling, så du kender dine muligheder, før du booker en tid.
Hvorfor er prisen anderledes, end hvis jeg går til en fysioterapeut med tilskud fra det offentlige?
Vi har ikke en aftale med det offentlige (intet såkaldt ydernummer), og behandlingen hos os er derfor ikke omfattet af det almindelige tilskud til fysioterapi. Til gengæld arbejder vi udelukkende med den specialiserede faglighed, senfølger efter kræft kræver – noget der ligger uden for, hvad de fleste almindelige sygesikringsklinikker varetager. Flere af vores patienter får hjælp til udgiften gennem deres sundhedsforsikring – se ovenfor.
Praktisk information
Skal jeg have en henvisning fra min læge for at booke en tid?
Nej, du skal ikke bruge en henvisning for at booke en tid hos os – vi er en privat klinik, og du kan kontakte os direkte. Ønsker du tilskud fra en sundhedsforsikring, kan det være en god idé at tjekke med dit forsikringsselskab, om de kræver en henvisning, før behandlingen dækkes. Der er tilskud igennem sygeforsikringen “danmark” uden henvisning.
Hvordan foregår den første samtale?
Den første konsultation varer i 1 time og er en gennemgang af dine forventninger og hvilke problematikker du ønsker hjelp til, samt en gennemgang af relevant sygdomshistorik mm. Derudover er der undersøgelse og opstart af behandling. Er du i tvivl om, hvorvidt vi kan hjælpe dig, er du altid velkommen til at booke en gratis afklarende samtale, igennem online booking.
Hvor har I klinikker?
Vi har klinikker på Frederiksberg (København) og i Risskov (Aarhus).
Hvordan booker jeg en tid?
Book tid til Frederiksberg her.
"Jeg har haft den fornøjelse at være patient hos vivofys
i mere end et år.
Jeg får jævnligt en grundig massage, som holder mit lymfødem nede. Det er betryggende for mig.
For det andet bliver jeg hele tiden vejledt i hvilke hjælpemidler, der kunne gavne mig i min situation."